Udstyr

Kompas – din guide til at finde det rigtige


Et kompas er et handy stykke værktøj, som du skal anvende for at kunne finde vej i et terræn, som du ikke kender. Det kan synes at være en håbløs gammeldags anordning, som kun spejdere og andre med et lidenskabeligt og gammeldags forhold til naturen har interesse i at bruge, men anvendelsen af kompasset har stadig sin berettigelse, på trods af at vores smartphones er udstyret med GPS.

Men en smartphones GPS kan ikke fuldstændigt erstatte kort og kompas, og håndholdte GPS’ere har også deres fejlkilder. Derfor vil vi i det følgende guide dig igennem købet af et kompas, så du er sikker på at erhverve dig netop det, som passer bedst til dine behov.

Vi vil dog også diskutere brugen af elektronisk GPS, da det ikke er nogen hemmelighed, at flere og flere mennesker dagligt bruger netop den teknik til at orientere sig i verden.

Hvordan anvender du et kompas?

Inden vi går i gang med at se på de forskellige typer af kompas, som findes, så er det en god idé, at vi undersøger, hvordan et kompas rent faktisk fungerer. Det kræver nemlig noget øvelse og en vis forståelse af jordens geografi.

Kompassets formål er det simple, at det skal assistere dig i læsningen af et kort. På den måde skulle du gerne være sikker på at komme fra A til B uden unødvendige svinkeærinder.

Et kompas kan fortælle dig, hvilken retning nord ligger i. Når du er klar over, hvor nord ligger, så kan du udpege både syd, øst og vest. En frithængende magnet vil altid pege mod den magnetiske nordpol, og det er det princip, som udnyttes i kompasset, hvor den røde ende af pilen altid vil vende netop den vej.

Du kan anvende kompasset til – helt grundlæggende – at sørge for, at du vender kortet rigtigt, og du kan anvende kompasset til at udstikke en kurs. I forhold til den misvisning som opstår, da der er en lille uoverensstemmelse mellem den geografiske nordpol og den magnetiske nordpol – disse to er nemlig ikke placeret samme sted, så kan du her læse mere om muligheden for at justere for det.

Det er vigtigt, at du sørger for at have grundlæggende styr på de mekanikker, som et kompas defineres ud fra, da du ellers vil finde det særdeles vanskeligt anvendeligt.

Hvilke typer af kompas er der på markedet?

Et kompas er ikke bare et kompas. Der findes grundlæggende tre forskellige typer, som du kan anvende til forskellige formål, da de hver især har deres fordele og ulemper.

Pladekompas – det fine klassiske valg

Pladekompasset er præcist det, som det lyder til at være. Et kompas placeret ovenpå en plade. Med et sådant kompas er du sikker på at være i gode hænder. Det er let at læse, og samtidigt er det på grund af sin flade udformning nemt at placere på landkortet, når du skal udstikke din kurs eller blot være sikker på, at du har vendt kortet rigtigt.

Pladekompasset kan fås i mange forskellige slags kvaliteter. Der kan for eksempel være forskel på det materiale, kompasset er lavet i. Nogle af de lidt mere kostbare kompasser fås også med et beskyttelsesetui, som sikrer det mod ridser. Du bør som minimum overveje at investere i et pladekompas, som har gennemsigtig bund, da det er en stor fordel, når du lægger det på et landkort. Gennemsigtigheden sørger for, at du kan orientere kompasset, så det kommer til at passe med landkortet og omvendt.

Du skal selvfølgelig gøre dig overvejelser om brugen af kompasset, og de strabadser som du forventer at udsætte det for. Hvis du er en ivrig bruger og er ude i al slags vejr, så skal du måske også tænke på at anskaffe dig et kompas med gummifødder, som er med til at sørge for, at det står godt fast.

Nogle pladekompasser fås også med forstørrelsesglas, hvilket bestemt er en god idé, når du skal aflæse eller afstikke en kurs i halvdårligt mørkt eller tåget vejr.

Spejlkompas – til helt nøjagtig bestemmelse af din position

Spejlkompasset, der også er kendt som pejlekompasset, kan bruges til at bestemme din position meget nøjagtigt. Kompasset er udstyret med et spejl, og ved hjælp af blot et enkelt kendt stedmærke kan du helt præcist finde ud af, hvor du befinder dig.

Dette pas er noget mere avanceret end det almindelige pladekompas, og vi anbefaler, at du først behersker brugen af pladekompasset, inden du begiver dig ud i forsøg med spejlkompasset. Der er dog ikke noget til hinder for at bruge dette kompas til ordinær kompasbrug. Blot skal du være opmærksom på, at du ikke altid har behov for at kunne lave meget præcise pejlinger, samt være opmærksom på, at det fylder noget mere end pladekompasset.

Du kan for eksempel bruge dette kompas, hvis du er en tur på fjeldet. I ukendte områder er det en fordel helt præcist at kunne finde sin egen position på kortet, og med et spejlkompas får du et uvurderligt hjælpemiddel, som altid kan hjælpe dig – også der hvor din smartphones GPS ikke har nogen dækning.

Fingerkompas – til adventure og løb

Fingerkompasset er modellen, som er lavet til sportsudøveren. Som navnet antyder, så er det designet på en sådan måde, at du kan placere din tommelfinger i en holder på kompasset og stadig være i stand til at aflæse din retning. Det betyder, at du ikke kommer til at spilde dyrebare sekunder på først at skulle finde kompasset frem, men hele tiden har det ved hånden.

Fingerkompasset kan ved første øjekast godt virke til at være en smule skrøbeligt og sart. Men du skal huske på, at det er designet til at ligge i din hånd og på den måde er beskyttet det meste af tiden. Vægten er desuden lagt på brugervenlighed, hvilket også betyder, at kompasset ikke fylder særligt meget.

Dette kompas er primært lavet til for eksempel orienteringsløberen, som har et stort behov for hele tiden at kunne bestemme sin position uden at skulle finde kompasset frem fra en lomme. Fingerkompasset fås, som med alt andet, i forskellige kvaliteter og særligt kan du se på kompasnålen, om du har fat i et billigt eller dyrt kompas ligesom kvaliteten af materialet også varierer.

Hvilket kompas skal jeg vælge?

Som det fremgår af ovenstående, så er de forskellige kompasmodeller nøje afstemt efter deres primære fordele. Pladekompasset bør vælges til klassiske opgaver, hvor du skal finde vej fra punkt til punkt og ikke nødvendigvis har behov for at skulle bestemme nuværende position helt minutiøst.

Fingerkompasset er bedst egnet og designet til den aktive sportsmand, der ønsker et kompas, som er hurtigt tilgængeligt og med en størrelse, som ikke bliver generende at løbe rundt med.

Spejlkompasset er derimod den meget lækre model, som giver dig fantastiske muligheder for bestemmelse af position og bør vælges af den erfarne bruger, som vægter funktioner over brugervenlighed og design.

GPS eller kompas

Vi har været lidt inde på det og i en guide til kompasbrug, så er det også nødvendigt at bruge noget tid på at diskutere brugen af elektroniske hjælpemidler, når du skal finde vej. Mange mennesker har nemlig opgivet brugen af kompasset, og endnu flere mennesker har ikke den fjerneste idé om, hvordan et sådant skal anvendes.

Det store spørgsmål er nemlig, om der overhovedet er nogen som helst grund til at bruge et kompas, når din smartphone eller andre GPS-instrumenter kan fortælle dig, hvilken vej du skal gå. Vi kan nok hurtigt blive enige om, at brugen af en smartphone i skoven er en ringe idé. For det første løber den meget hurtigt tør for strøm, og for det andet er mobildækningen meget sparsom, når du først er langt ude i naturen eller oppe på fjeldet.

Spørgsmålet om GPS-dækning på mobil i forhold til andre håndholdte GPS-enheder er grundigt diskuteret her.

Derimod kan du såmænd godt overveje at anskaffe dig en rigtig GPS. Der findes faktisk mange slags, som er udstyret med en lang række af brugbare informationer. Det kunne for eksempel dreje sig om et barometer eller et elektronisk kompas. Og en håndholdt GPS kan være en udmærket makker til kompas og landkort.

Den allerstørste fordel ved et kompas og et landkort er det faktum, at du ikke skal tænke på hverken batterier eller opladning. Så hvad enten du vælger at bruge din elektroniske GPS som dit primære udstyr, så bør du også lære dig selv at læse et kompas, så du i nødstilfælde kan udstikke en kurs. Det er faktisk ikke så besværligt, hvilket du kan se i dette klip.

I et samfund hvor elektroniske hjælpemidler af enhver art vinder indpas over det hele, så kan det ligne et kuriosum, at der findes mennesker, som stadig insisterer på at anvende kompasset. Det hænger til dels sammen med kompassets tilgængelighed og muligheden for at anvende det overalt. En pointe, som vi også nævnte før, men som ikke desto mindre er sand. Uden batterier og uden strøm fungerer elektronikken ikke. Kompasset har brug for den magnetiske nordpol, og den flytter sig ikke foreløbigt, hvilket sikrer kompasset en holdbarhed, som elektronikken ikke kan måle sig med.

Udstyr
Vil du gerne være mere aktiv?
Udstyr
Gode tips – sådan vælger du den rigtige rygsæk første gang
Udstyr
Sådan kan din stueindretning afspejle det naturmenneske, du er
There are currently no comments.